Menu

Forældre på sidelinien

Mor og far er uundværlige medspillere for børnefodbolden.

Forældreengagement er en kæmpe ressource og gave til fodbolden. Vi deler en fælles passion.

Det er nødvendigt, at børn får opbakning hjemmefra, når de spiller fodbold. Det fremmer motivationen for børnene, giver tryghed og er med til at skabe fundamentet for en livslang tilknytning til et aktivt foreningsliv.

Engagerede forældre er en styrke for afviklingen af det daglige klubarbejde og er ofte en hjælpende hånd for træneren m.v. Derfor er det vigtigt med en god kontakt og et højt informationsniveau til forældregruppen.

Det er et godt udgangspunkt, at forældrene er engagerede. Men engagementet kan også kamme over, hvis aggressive voksne f.eks. overfuser dommeren, eller hvis en far konsekvent driver sin søn fremad på banen med råb og direktiver eller hvis kampens resultater pludselig kommer til at spille en uforholdsmæssig stor rolle for de voksne.

Forældrekort/minifolder
Men det kan være svært at tage dialogen om forældreopførsel, der går over stregen. Derfor har DBU Fairplay har udviklet en minifolder udformet som et gult kort på forsiden og et rødt kort på bagsiden. Slår man op i folderen findes De 10 forældrebud.

Hensigten er, at kunne uddele minifolderen til de mange forældre der overværer deres børn spille fodboldkamp uge efter uge.

Minifolderen er et forsøg på at få skabt opmærksomhed blandt forældre omkring opførsel og fair play i forbindelse med kampene for de yngste spillere. 

 De 10 forældre bud

  1. Mød op til træning og kamp – dit barn sætter pris på det

  2. Forhold dig i ro på sidelinjen – lad børnene spille

  3. Ophold dig kun langs den ene sidelinje – og i god afstand til trænere og spillere

  4. Respekter trænerens beslutninger – vær positiv og støttende

  5. Respekter dommerens beslutninger - se på dommeren som en vejleder

  6. Skab god stemning ved kampene – byd fx. udeholdets forældre på kaffe

  7. Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke om resultatet

  8. Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr – overdriv ikke

  9. Bak op om holdets og klubbens arbejde – din indsats bliver værdsat, ikke mindst af dit barn

  10. Husk på, at det er dit barn som spiller fodbold - ikke dig!!

Hent folderen som .pdf HER 
Bestil dem kvit og frit til uddeling HER
Hør dem som radiospots HER

Som noget nyt har DBU valgt at få De 10 forældre bud oversat til andre sprog. Det sker for at vise, at alle er en del af fodboldfamilien, hvad end du er dansktalende eller ej. Fairplay og fodbold er for alle.
Har din klub engagerede forældre på sidelinjen, der har et andet andet modersmål end dansk, og som du ønsker at udbrede fairplaybudskaberne til, har du derfor nu muligheden.

Luk